68. Henny Esmarch PEDERSEN [Scrapbog] (Anna Christine ESMARCH , Hans Haagen , Christian Frederik , Hans Haagen , Jens , Matthias , Jens , Mads ) blev født den 26 Jul 1926 i Skjern. Hun blev døbt 1 den 22 Aug 1926 i Skjern Kirke. Hun døde den 6 Sep 2001 i Bispebjerg Hospital. Hun blev begravet i Bispebjerg Kirkegård.
Min mor fortalte mig, at hun under skoletiden, skulle lære sin katekismus uden ad. Hun hadede det. Ellers ved jeg ikke så meget om hendes skoletid eller barndom. Men hun har sikkert som min morbror Gert gået i den skole, der lå lige rundt om hjørnet af barndomshjemmet i Nygade 51 i Skjern. Hun var den ældste af 5 søskende.
Var ung pige i huset i Esbjerg. Derefter stuepige på Bellevue strandhotel i Klampenborg, nord for København.
Hjemmegående til først i 70'erne og blev ansat i DB Brugsen ved Islev station, og var dér nogle år. Blev derefter ansat som ekspeditrice i en strikkegarnsforretning, som lukkkede, da strikning gik af mode i starten af 80'erne.
Pensioreret tidligt på grund af helbred efter en arbejdsløshedsperiode og efter at far døde.
Allerede medens vi var børn fik hun sig en tår over flasken, der var gemt i køkkenskabet bag en faldstamme. I min barndom husker jeg hende ikke som beruset, men det var helt tydeligt, at min far ikke skulle vide noget om snapsefalsken.
Jeg kan ikke huske, at jeg nogen sinde har fået et kram af min mor. Men hun var der altid, og gjorde et stort stykke arbejde for at få tingene til at fungere på hjemmefronten. Hun var rigtig god til at lave traditionel dansk mad, og godt et pund hakket kød nok til hakkebøf til husholdningens 5 medlemmer.
I 1960'erne var det noget mere besværligt, at holde hus, end man kan forestille sig i dag. Jeg husker, at vores første køleskab, var et såkaldt isskab, hvor vi fra Ismejeriet skulle købe store isblokke, der blev lagt i isskabet i en stor sinkbeholder. Der var ikke var moderne vaskemaskiner ol. Kogevask foregik i gruekedel i kælderen i rækkehuset på Vallekildevej. Derefter blev tøjet skyllet i et stort kar, vredet i hånden, og hængt til tørre på tørrestativer i gården. Noget blev vasket med vaskebræt. Dugene blev efter at være stænket og lagt sammen sendt til rulning hos rullekonen i nabolaget, der havde en stenrulle til koldrulning. Senere fik min mor en vaskemaskine. Et stort kar som skulle fyldes med spande af opvarmet vand, og som midt i hvade en elektrisk drevet cylinder med vinger på, som roterede frem og tilbage. Vandet blev lukket ud på kældergulvet ved at åbne en hane. På siden af vaskemaskinen var der en hånddrevet vrider med to gummiruller, som tøjet skulle igennem for at presse vandet ud. Senere fik min mor en centrifuge, som slyngede det våde tøj.
Bad foregik i en stor vaskebalje, da lejeligheden ikke var indrettet med et egentligt badeværelse med bruser. Og bad var ikke nogen daglig forteelse. Vi fik først brusebad da jeg var ca. 7 år. Mine forældre gik ikke så højt op i at passe på tænderne. De mistede selv tænderne tidligt, og tandbørstning blev først dagligdag efter at vi havde været til skoletandlægen og blive udboret.
Min mor eleskede og var dygtig til at strikke, og hun strikkede i mange år modeller for et firma, der lavede strikkeopskrifter. Ofte skulle hun teste et udskast til en strikkeopskrift af for firmaet. Det var ikke noget der gav store penge men hun slappede godt af med det. Jeg var imponeret over, at hun kunne se fjernsyn samtidig med at hænderne arbejde ivrigt med stikkepindene. Vi havde faktisk en hjemmestrikket barndom med masser af trøjer og alle i familien, der ønskede en hjemmestrikket trøje, fik en. Min mormor gjorde det hjemmestrikkede hjem perfekt med hæklede toiletrulleskjulere.
Omkring 1970 fik mine forældre en nyttehave, som min mor holdt meget af. Det gav selvfølgelig mad og masser af jordbær. Hun elskede også at gå og nusse i haven på Vallekildevej.
Tobaksrygning var meget centralt for hende hele livet. Der lå næsten altid en tændt cigaret og osede i askebægeret mens strikkepindene klikkede. Det kunne ses på hjemmet, hvor tapeter, ledninger og lamper hurtigt blev gule af tobaksos. Hun røg også meget i alderdommen, men var da gået over til hjemmerullede cigaretter og det var et forfærdeligt svineri.
Da min søster som allerede som 17-årig fik min kusine Pia, tog min mor sig meget ofte af Pia, fordi min søster var betydelig ustabil og snart sin læreplads i Postens Filateli. På et tidspunkt brugte min far så meget tid på at køre rundt på Kallert mellem de Københavnske værtshuse for at finde min søster, at min mor gav ham valget mellem at bruge tiden hjemme eller på at lede efter min søster.
Efter min faders død, gik min mor i stykker. Hun havde alt for let adgang til at at få smertestillende medicin hos lægen, og var ofte så påvirket af medicin, at hun virkede omtåget. Til sidst kunne hun ikke rigtig tage vare på sig selv og kom på plejehjem.
Efter at hun faldt og brækkede lårbenet, og var blevet lappet sammen af hospitalet, gik det helt galt. Dels fik hun ikke nogen hjælp af plejehjemmet til genoptræning og var derfor sengeliggende, dels tog alderen og den manglende livslyst også over. Hun døde på Bispebjerg hospital, og de udtrykte, at de sjældent fra et plejehjem havde modtaget et menneske, der var så snavset. Plejehjemmet Arbejdersamaritten i Husum var ikke nogen god oplevelse. Jeg husker, at de i hendes sidste tid ringede og sagde, at hun ikke ville tage føde til sig. Vi tog straks ind til plejehjemmet og konstateerede, tallerkenen stod så langt væk, at hun ikke kunne nå den fra sengen. Da vi madede hende, spiste hun med stor appetit. Vi kontaktede disriktslægen, der førte tilsyn med plejehjemmet, men de fandt ikke grundlag for at tage sagen op.
Mogens
I følge min morbror Gert blev min mor på et tidspunkt under krigen sendt i huset i Esbjerg hos hendes farbroder, fordi min bedsteforældre var bange for, at hun skulle hænge ud med tysken. Om det var en tysker, der havde udvist for stor interesse for min mor, eller omvendt, ved jeg ikke. Men det var da rettidig omhu at sætte en stopper for det, uanset hvor meget det måtte have haft på sig.
