Inge Esmarch POULSEN, F. PEDERSEN [Forældre] [Scrapbog] blev født den 17 Okt 1951. Hun døde den 15 Jun 2005 i København. Hun blev begravet den 24 Jun 2005 i Bispebjerg, kbh. Inge ægtede Poulsen. Ægteskabet endte med skilsmisse.
Andre vielser:ALÉX, Stefan
NIELSEN, Bjarne
, Bendtsen
Tale ved Inge Esmarch Poulsens bisættelse - Sønder Kapel, Bispebjerg Kirkegård d. 24.6.05.
”Vær barmhjertige, som Jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes”
Ordene fra Lukasevangeliet hører til de mest centrale indenfor den kristne tro. Den drejer sig om barmhjertighed og tilgivelse frem for fordømmelse og afvisning. Og det skal gælde for vores liv med hinanden, og når vores liv engang er slut.
Uanset hvordan vores liv former sig, skal vi vide én ting: I kraft af vor dåbspagt kan vi være sikre på, at Gud tager imod os med kærlighed og forståelse. Vi bliver ikke lagt fast på alt det, der gik mindre godt i vort liv, men omsluttes af kærlighed og forståelse, så vi kan få fred for det, vi ikke kunne slippe i vores liv: vores egen utilstrækkelighed og manglende evne til at bryde ud af livets onde cirkler.
Gode, trøstende tanker.
Når man ser tilbage på Jeres mors liv, var det jo ikke noget nemt liv. Eller specielt vellykket og da slet ikke i forhold til Jer, hendes børn, Jimmy og Pia. Hun magtede Jer ikke, havde ikke overskud til at være mor for Jer i klassisk forstand - og holdt alligevel af Jer - på sin egen måde. Hvor stolt og glad var hun for, at du, Jimmy havde fået læreplads og kæreste - en bekræftelse af at hendes dårligdomme ikke fulgte med Jer som en forbandelse. Og også sit barnebarn nød hun i det omfang, hun havde overskud til det.
Inderst inde var hun jo et meget kærligt og omsorgsfuldt menneske. Det nød i godt af på Sundhold. Her var hun en af dem, der havde noget overskud, havde nogle ressourcer at give af - og det benyttede hun sig af. Hendes kreativitet - i blomsterværkstedet, hvor der var plads til hendes sans for smukke ting - hun var jo et meget fintfølende menneske med en stor intelligens. Og hvor stolt var hun, når hendes ting altid solgte godt på markedsdagene.
Eller hendes engagement i den sorte gryde - nej, hun skjulte sig ikke, men fik brugt sine talenter. Og på mig virker det næsten som om hun herigennem kunne kompensere lidt for, hun ikke magtede i forhold til Jer. Og ligeså smerteligt det var for Jer, at i skulle undvære Jeres mor på tæt hold på så tidligt et tidspunkt i Jeres liv, ligeså smerteligt var det sikkert for hende at erkende og se i øjnene, at I var en opgave, hun netop ikke kunne rumme, fordi alkoholen spillede for stor en rolle i hendes liv. Og til syvende og sidst jo også i Jeres: Jeres bekymring for hvordan hun havde det - I kunne jo straks høre på hende, hvordan det stod til. Jeres ønsker om en pludselig åbning, så hun igen oplevedes som frisk og nærværende.
Jeres længsler efter tryghed og nærhed, der aldrig rigtig blev indfriet. Kun i små glimt lykkedes det - juleaftnerne samme, fortroligheden med hende på de gode dage - de adskilte livsforløb til trods - der var nogle særlige bånd i mellem jer.”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes”
Hvorfor bliver et menneskes liv som det bliver? Hvorfor er nogles liv fanget i nogle rutiner, der synes at kvæle det, frem for at fremme det ? Vanskelige spørgsmål uden nemme svar. Livet er ikke entydigt. Og heller ikke kristendommen har en opskrift på, hvordan lidelse og modgang kan undgås. Tværtimod, så er den overbevist om, at den er en del af livet.
Ligesom Jesus selv blev udsat for livets dybe meningsløshed, da han hang på korset langfredag.
Men kristendommen slutter netop ikke der. Tror på, at det bliver påskemorgen og at korsets tyngende kraft kan brydes.
Og derfor skal også vi have lov til at lægge fortidens åg fra os.
Tro på, at vi kan komme videre.
Selvom det engang imellem først er døden, der åbner en ny dør. Ligesom for Jeres mor, der nu er del af Guds kærlighed og ikke længere behøver at føle sig utilstrækkelig og svag, men finde ly i kærlighedens styrke.
Og denne Guds kærlighed må nu også være en trøst for Jer, der i dag tager afsked med hende. At I som tiden går, overlader hende til denne Guds fred og forliger Jer med det, der har været - når I kommer i tanker om, hvad vi lige har sunget:Betragter månens bue
den kun er halv at skue
og dog rund og hel.
Så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skuer kun.Gud ser altid hele mennesket og det, han ser, er derfor godt og i denne bevidsthed kan I godt overlade Jeres kære mor Inge Esmarch Poulsen i Guds kærlige varetægt.
Æret være hans minde!Amen
Sognepræst Ulrich Vogel
