Ejvind Pedersen 1924-1985

Min far gik på Havremarkens skole, hvorfra han blev udskrevet efter 7 års skolegang den 17-6-38 efter. Karaktererne fra afgangsbeviset var mg i dansk og ug i regning. Hans flid og opførsel var god og hans orden var ret god. Han blev derefter arbejdsdreng på et snedkerværksted sammen med hans fætter Elo Nøddebo Larsen. Det var sikkert i Elo Nøddebos fader Axel Larsens snedkeri, at de arbejdede. Se billedet, nedenfor.

Det blev dog ikke træet, som min far valgte at arbejde med. I stedet kom han i lære værktøjsmager. Jeg ved desværre ikke, hvor og hvornår han blev udlært. Han var 16 år, da besættelsen kom i 1940, og han var sikkert i lære på det tidspunkt. Det er muligt, at han under krigen har været med til at lave lidt ballade og brænde bål, for at genere Tyskerne.

Efter krigen gjorde han militærtjeneste fra 1. juni 1946 som menig, 15/10 som befalingsmandselev, 1/10 1946, blev han underkorporal og 2/7 1947 blev han korporal og udsendt med Den Danske Brigade i Tyskland under Storbritanniens ledelse til 29/10 1947. Han blev genindkaldt en måned i 1951 og blev da sendt med den Danske Brigade til Itzehoe. Fra 15/2-62 overført til hjemmeværnet.

I sine unge dage, var der fuld fart over Ejvind. Der var altid fest og ballade. Sammen med gode venner – Bent Monike og Karen samt Bent J, Viggo, Gunnar og Alf var Ejvind en del af en vandreklub, som ofte tog på ture i Danmark.

Min far fik job som værktøjsmager i den 2. maj 1948 på Radiofabrikken Eltra A/S, hvor han var ansat i over 25 år. Han var stolt af sit job, og han gjorde det godt, for han sluttede som produktionschef. Først var det radioer og grammofoner der blev produceret, men fjernsynet kom til – og dem, der har set TV-serien krøniken, kan genkende den pionerånd, der var dengang, for at udvikle danske Fjernsyn. Vi var selv ganske velforsynet med det nyeste inden for radio, grammofon, båndoptager og TV i hjemmet.

Og selvfølgelig så vi olympiaden fra Mexico i 1968 på et Eltra farvefjernsyn. På et tidspunkt begyndte Eltra A/S at importere radio og TV-produkter fra SONY og fra Nordmende, og SONY opkøbte i virksomheden i 1973, hvorefter produktionen af Eltra-produkter helt blev nedlagt.

Ved min faders 25 års jubilæum 2. maj 1973 havde en af tegnerne på Eltra A/S lavet et kort med minder fra de 25 initiativrige år. Fra værkstedet blev min far først produktionsleder og senere produktionschef. I forbindelse med tilpasning af produktionen, blev min far sat til at reorganisere reservedelslageret. Min far blev afskediget efter at SONY havde overtaget virksomheden. Han fik ved hjælp af tidligere kolleger, der var startet for sig selv, nyt job. Først på Induperm i Roskilde og siden i en anden virksomhed, hvor han mistede det yderste led på 4 fingre i en arbejdsulykke. Han beholdt dog jobbet.

Familien

Min far mødte min mor, Henny Esmarch Pedersen, på Dyrhavsbakken, formentlig lige efter at han havde fået ansættelse på Eltra A/S. De blev gift den 16. april 1950 i Skjern, hvor min mor kom fra. Da det var vanskeligt at finde noget at bo i, overtog de en Købmandsforretning i Allersgade 6, stuen. Min mor tog sig af at sælge gryn og mel, mens min far passede jobbet. De flyttede dog hurtigt.

Året efter, da min søster Inge blev født, boede de på Mansavej 10. De fik en lejlighed på Skøttegårdsvej 28, stuen tv i 1952. I 1954 kom min bror Bjarne til og endelig kom jeg, Mogens, til i 1956. Efter nogle år blev det for trængt på Skyttegårdsvej, og vi flyttede til Humlevænget i 1960. Først med adresse på Boeslundevej men efter nogle år på Vallekildevej nr. 70 i en lidt større lejlighed. Dette blev rammen om familien helt frem til 1983, hvor mine forældre flyttede til Ved Bellahøj. Da vi flyttede ind på Vallekildevej var det kakkelovnsfyret rækkehus med kælder og første sal. Kakkelovnen blev dog straks skiftet ud med gasradiatorer, og der blev installeret varmt vand og bruser i WC-rummet på 1. sal. Mine forældre havde det mindste kammer som soveværelse, Inge fik det lille værelse, mens vi to drenge måtte dele det største værelse.

Både min fars familie og min mors familie havde stor betydning. Der var ugentlige kortaftener med min farmor og farfar, og vi var fra tid til anden i Jylland på besøg hos familien både til højtider og til familie-begivenheder. Min mor var ud af en søskendeflok på 6 og min far havde kun sin søster Grethe. Hun var først nonne, men blev løst fra løftet, og giftede sig. Først efter min fars død er det gået op for mig, at svogeren havde været dømt for sin rolle under besættelsen, hvor han meldte sig til VaffenSS. Om det var kendt i familien, ved jeg ikke, men rollen som stikker, står i skarp kontrast til, at min far “var på den rigtige side” også i tiden efter krigens afslutning.

Mor gik hjemme og passede os unger, og da vi var i skole, stod mor for husholdningen, indkøb og tøjvask. Far tog hver dag knallerten på arbejdet. Han var derfor altid ganske brun i ansigtet af morgensolen.

Han var altid god at få råd af, men han var absolut ikke nogen legeonkel for os unger. Vi måtte som hovedregel beskæftige os selv. Men vi spillede da spil, og særligt skak kunne min far og jeg lide at spille. Her var han en god læremester.

Jeg husker ikke, at min mor havde veninder, men min far holdt fast til sine gamle venner fra ungdommen, som blev suppleret med gode kolleger fra Eltra. Alle var med til de store familie begivenheder.

Ferierne blev holdt i Danmark, og mine forældre kom først rigtigt med på Charter-bølgen i begyndelsen af 1970’erne særligt efter, at vi børn var flyttet fra reden. Dansk Folke Ferie holdt årligt lodtrækning på Østerbro Stadion, hvor vi kunne booke feriehuse. Jo lavere nummer man fik, jo bedre muligheder var der for at vælge frit mellem ferieboligerne i Danmark. Det var et stor begivenhed at planlægge sommerferien. Når vi havde ferie i Jylland, troppede min moders søskende og mor ofte op.

Min fars forhold til svigerfamilien var fortrinligt og han var yderst vellidt af såvel min mormor som af svogre og svigerinder. Han var også altid i godt humør og parat til at lave lidt spas. Når mormor havde været på besøg, fulgte min far hende altid til toget på Hovedbanegården. Han sagde i sjov, at han skulle ind og klappe toget, som tog svigermor med hjem. Når svigermor kom, skulle hun altid ind til min min farmor og handle med hende på Nørrebrogade eller i Daells Varehus i Nørregade. Det holdt meget af hinanden.

I 1969 var vi på Bornholm i en ferielejlighed i det tidligere Bechs hotel ved Allinge. Vi havde mormor og min søsters kæreste Ricard med. Min søster blev gravid på ferien og efter ferien, brød hun med Ricard. Inge var kun 18 år, da hun fødte datteren Pia i 1970.

Det var en stor byrde for Inge at blive enlig mor i en så ung alder, og hun kunne ikke helt overskue det. Hun begyndte at blive ustabil, og hun turede rundt, mens mine forældre passede Pia. Men far tog det hele meget nært og ville redde Inge. Han tog rundt på værtshusene i København på sin knallert for finde hende, så hun kunne komme hjem til sit barn. Situationen tog hårdt på familielivet og min mor satte til sidst stolen for døren og sagde, at at min far måtte vælge mellem at være hjemme, eller at lede efter hende.

Så på trods af glæden af et barnebarn og glæden ved bedsteforældrestatus, var det en svær tid. Inge var den første der flyttede hjemmefra, og hun mødte heldigvis en god fyr, Bjarne, som tog sig kærligt af dem begge. Det gav frihed. Jeg flyttede hjemmefra i 1974 og min broder fulgte snart efter. Derefter havde de hinanden. Snart kom flere børnebørn til og det hele virkede lykkeligt.

Da vi blev store børn, begyndte min mor at arbejde i Brugsen, og det gav også luft i økonomien. Snart begyndte mine forældre også at rejse ud som charterturister.

Gør det selv

Jeg har meget at takke min far for, men mest af alt for, at han viste vejen ved at gøre tingene selv. At male og tapetsere, var mine forældre rigtig gode til ,og de modtog gerne os børns hjælp. Vi blev kyndigt vejledt, så vi kunne bruge det senere. Jeg har fået mange gode tips til at tapetsere.

Min far begyndte at interessere sig for fotografi og indrettede mørkekammer i kælderen. Han havde taget bjerge af af lysbilleder, men nu begyndte han også at tage s/h fotografier, som hans selv fremkaldte og forstørrede. I stedet for at købe fremkaldervæske, og andre væsker til film og billedfremkaldelse, købte han kemikalier, så han selv kunne lave væskerne. Og det måtte gerne være billigere end de færdige produkter. Det indrammer fint min fars tilgang. Elinstallationer kunne han også selv lave, ligesom han skiftede bundprop i en gruppeafbryder så der var plads til en 10 amp sikring i stedet for 6 amp. Jeg var dog ikke tryk ved, at han, da en sikring gik, satte en skruetrækker ind, hvor sikringen skulle være, så der var forbindelse.

Mine forældre lejede en nyttehave i nærheden af bopælen, og min far skulle lave et skur. Det blev bygget af brugte transportkasser, som Eltra havde modtaget varer i. Det blev et fint skur med bænk og bord, så man kunne sidde i læ.

Det værelse, som mine forældre havde på Vallekildevej, var uopvarmet og iskoldt om vinteren. Min far ville derfor solere det. I stedet for at gå ned i tømmerhandlen og købe noget at isolere med indvendigt , tog han en mængde flamingo plader med hjem, som Eltra havde fået leveret varer i. De havde dupper og ditter så varene kunne ligge beskyttet. Min far savede alle dupper og ditter af, så han kunne klistre flamingo-pladerne op på væggen. Selvfølgelig virkede det. Min far var muligvis et produkt af mangelsituationen under og efter 2 verdenskrig, men måske var han frontløber på up-cycling – helt uden at begrebet var opfundet den gang.

Farmand havde stor indsigt i fjernsynets virkemåde, og i kælderen havde han mængder af radiorør, dioder, modstande og andet elektronikudstyr. Var der noget galt med fjernsynet, så skulle Pedersen nok selv reparere det. Der blev banket på radiorør mv. for at finde fejlen. Også min farfar havde det med at splitte radioen eller båndoptageren ad. Min far sagde, at han splittede det ad for at se, hvordan det virkede, bagefter splittede han det ad for at se, hvorfor det så ikke virkede mere.

Jeg ønskede mig som dreng et el-orgel. Selvfølgelig skal du have det, sagde min far, men du skal selv lave det. Han kom med en masse elektronik-dimser samt nogle spoler, som jeg kunne vikle kobbertråd op på, så de, med en skruebar jernkerne, kunne regulere frekvensen og dermed tonen. Jeg begyndte på projektet, men jeg fandt det så kedeligt at vikle spoler op med en håndboremaskine, at det aldrig blev færdigt. Tanken var god nok.

Min far skulle nok finde løsninger på alle mulige udfordringer. Engang da han havde fået nyt gebis, syntes han ikke, at det sad ordentligt. Der var noget, der tykkede på gummen. I stedet for at gå tilbage til tandteknikeren, hentede han en fil og begyndte at file gebisset til. Sådan var min fars tilgang.

Han var dog ikke en person, der havde uro i kroppen. Han kunne fint slappe af, når han kom hjem fra arbejde.

Ægtemanden

Det er svært som det yngste barn at sige noget om, hvordan min far var som ægtefælle. Særligt når mine søskende er døde – min bror for en måned siden. Det var jo et meget traditionelt familiemønster, som vi havde med en hjemmegående hustru og en far, der arbejdede og tjente pengene. Når vi skulle have gæster, var han meget deltagende i alt det praktiske og jeg tror, at han holdt inderligt meget af min mor. Han passede på hende og var hensynsfuld og ordentlig. Han vidste sikkert, at min mor af og til pimpede lidt snaps. Så meget, at hun på et tidspunkt fik betændelse i bugspytkirtlen og blev indlagt på hospitalet. Men jeg har aldrig hørt, at han har problematiseret det, hvilket han måske burde have gjort. En ting, der slår mig når jeg tænker på deres ægteskab, er, at jeg ikke har set meget kysseri eller holden i hånd. Måske var det fordi, at det gjorde man ikke dengang. Der var heller ikke mange kram fra nogen af dem til os børn. Måske var det fordi, at det passede ikke ind i tiden.

Min far holdt meget af min mors mad – helt forståeligt – for hun havde fået meget læring med hjemmefra på den front. Han havde meget svært ved at holde fingrene fra flæskesværene på flæskestegen, inden den blev serveret. Han vandrede igen og igen ud i køkkenet og tog en svær. Så mange gange, at der kun var halve flæskesvær, der lå spredt på fadet, da stegen blev serveret.

Min far og mor holdt sammen “til døden jer skiller”, som præsten havde sagt i vielsesritualet. De to på ture sammen på deres knallerter. Det var et tilstrækkeligt og effektivt transportmiddel fra Husum til arbejdet på Frederiksberg i hverdagene. Vi havde aldrig haft bil. Jeg tror de nød knallertturene – så meget, at de tog knallerten til feriestedet i Nordjylland. Vi børn tog toget. Da min far kom op i receptionen på feriestedet forklarede han, at han og min mor havde knallet hele vejen derop.

I 1975 havde de været gift i 25 år og hold sølvbrylluppet på Restaurant Bellahøj. Det blev en fin fest, hvor familie og venner deltog. Vi vækkede dem om morgenen med hornblæsere og morgensang. Det var en rigtig fin dag.

Vi børn flyttede hjemmefra og mine forældres fandt deres nye hverdag. Min mor skiftede job til en strikkeforretning og min far passede sit job. De rejste i ferierne og hyggede sig i hinandens selskab.

Omkring 1982 fik min far kræft i halsen og struben blev fjernet. Som for de fleste med halskræft, dør folk af, at halspulsåren springer. Jeg ved ikke helt, hvad han havde fået at vide på hospitalet, men jeg ved, at han på et tidspunkt fik at vide, at han ikke kunne helbredes. Han fortalte mig det, da jeg besøgte ham på hospitalet og han svarede mig, at han ikke havde sagt noget til mor. Det skulle hun ikke gå at bekymre sig om. Det var omsorgsfuldt, men også dumt, fordi hun kunne godt håndtere det.

Sygdommen udviklede sig, og til sidst havde han et stort åbent hul på siden af halsen. Det lugtede forfærdeligt sagde min mor. En aften, da han var hjemme på weekend, sprang halspulsåren og min far afgik ved døden dagen efter. Jeg nåede frem til hospitalet, mens han var ved bevidsthed, og jeg så angsten i hans øjne. Men vi vidste begge at det var slut, og vi tog afsked. Dagen efter sov han ind.

I hele sygdomsforløbet bevarede han sit gode humør, og lavede spas. Han fik mad gennem en sonde, der var stukket op gennem næsen. Det var blendet mad, der blev sprøjtet ind gennem slangen. En dag var der stegt bøf. Inden den blev blendet stak han en finger ned i bøffen og stak fingeren i munden. Ah Bøf sagde han og grinede. Sådan var han.

Min datter kan mest huske, at min far talte med vibrator og for, at han til hendes 4 års fødselsdag kom på knallert med en dukkeseng til hende. Hun husker ikke, at han havde slange ud af næsen.

Min mor klagede over, at han havde fået et utrolig sexlyst under sin sygdom. Hun føjede ham, ikke af lyst men af medlidenhed.

Afslutning

Denne dag har været en en god dag, at tænke lidt tilbage. Der er meget, som jeg ikke har med, og der er meget mere at fortælle om min far. Men mest af alt. Han var et godt menneske, en god ægtemand, en dejlig far, en god søn for sine forældre og en alletiders svigersøn. Desværre var der meget, som vi ikke fik talt om mens han levede. Og det ærgre mig.

Ære været mindet om min far.