Ingen kirkebogsopslag vedr. dåb, da en del af Sankt Nikolajs Kirkebøger er gået tabt.
Provst i Houlberg.Skifte ved Middelsom Provsti.
https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17177123#194681,32607988Skifte efter hans hustru umiddelbart før
Samlinger til jydske historie og topografi, p 313 f:
Hans Jørgen Esmarck, kaldet 1750 og 6 Aar efter forflyttet til Houlbjerg. Han var en Mand, der besad ualmindelig Dygtighed baade som Præst og som Lærd, især besad han god Kundskab i Naturvidenska berne og syslede tillige med mekaniske Arbeider. Af hans 2 Sønner blev den ældste Jens Esmarck Professor i Mineralogi og ansat som Bestyrer af Sølvværket ved Kongsberg i Norge. Den yngste Søn var den bekjendte Fysiker Etatsraad Esmarck i Kjøbenhavn, der i mange Aar virkede sammen med H. Chr. Ørsted (see Skand.Folkekalender for 1845 S. 11, hvor hans Virksomhed omtales). Foruden Sønnerne havde Præsten Esmarck 2 Døttre, begge gifte med Præster.
fra Gyldendal:
Jens Esmark, Jens Esmarch, 31.1.1763-26.1.1839, geolog. Født i Hovlbjerg, død i Oslo, begravet sst. E. blev student 1784 fra Randers og studerede først teologi, siden naturfag og medicin i Kbh. Efter et par års hospitalstjeneste opnåede han 1789 på professor Morten Thrane Brunnichs anbefaling med kgl. understøttelse at blive sendt til bjergseminariet i Kongsberg. I løbet af knap to år tog han bjergeksamen i Kongsberg og juridisk og geometrisk eksamen i Kbh. og fik bestalling som landmåler hvorefter han rejste til Freiberg. Her studerede han 1791-92 samtidig med L. v. Buch og A. v. Humboldt hos geologen A. G. Werner hvis anskuelse, at langt de fleste stenarter, således også mange sikre vulkanske og især basalt, var aflejret af vand – den såkaldte neptunisme – helt accepteredes af E. hvilket tydeligt kommer til udtryk i en afhandling Kurze Beschreibung einer mineralogischen Reise durch Ungarn, Siebenbürgen und das Bannat, 1798 hvor han i polemisk form forfægter de neptunistiske synspunkter. 1797 kom E. tilbage til Danmark og blev s.å. udnævnt til overbergamtsassessor ved Kongsberg. N.å. aflagde han sammen med C. Pram et kort besøg ved kullejerne på Bornholm, men viede derefter sin opmærksomhed hovedsagelig til Norges geologi og bjergværksdrift. Han forsøgte således sammen med nogle kolleger at drive en del af Kongsberg sølvgruber privat 1805-15, mens staten havde standset driften, dog uden held, oprettede ligeledes flere fabrikvirksomheder (uldspinderi, pottemagert) og søgte på mange måder at ophjælpe landets industri og dets naturlige hjælpekilder hvad der også gav sig udslag i udgivelse af flere skrifter (om roesirup, hattefabrikation, garveri, farveri, ølbrygning m.m.).1802 blev E. lektor i mineralogi, fysik og kemi samt inspektør ved bjergseminariet i Kongsberg, og 1814 udnævntes han som den første til professor i mineralogi og bjergvidenskab ved det nyoprettede universitet i Oslo, en stilling som han efter en længere udenlandsrejse modtog at økonomiske grunde. Af hans geologiske afhandlinger fra denne tid er især hans korte Bidrag til vor Jordklodes Historie (Magazin for Naturvidenskaberne III, 1824) af stor interesse idet han heri – først af alle, men påvirket af skotten John Playfair – forfægter at de store flytblokke i Danmark og Norge, ja "i alle Lande", udelukkende er transporteret af store ismasser, og påviser isens aflejringer: store løse stenblokke, blandet med en mængde løst sand og grus der ifølge deres opbygning ikke kan være aflejret af vand. Særlig udførligt omtales Vasryggen der opdæmmer Haugelivatn ved Lysefjord nær Stavanger som han erkender som værende en gletsjervold med en foranliggende sandflade af samme slags som dem der findes foran nutidens gletsjere i Gudbrandsdalen. E. finder heri et bevis for rigtigheden af Whistons teori (fra 1696) om at jorden i urtiden har været en komet hvis overflade skiftevis har været smeltet og dækket af is, og istiden henlægges derfor til urtiden, før planter og dyr eksisterede her på jorden. Endvidere udtales her at planter og dyr har udviklet sig fra mindre fuldkomne skabninger til mere fuldkomne for til sidst at afslutte med menneskets dannelse, altså den moderne udviklingslære i få ord. Af andre afhandlinger er hans beskrivelse af Noritformationen i det sydlige Norge (Magazin for Naturvidenskaberne I, 1823) og hans Reise fra Christiania til Throndhjem, 1829 af betydning. -E. var medlem af en række inden- og udenlandske videnskabelige selskaber, således af det danske Videnskabernes selskab (fra 1800) og af det norske Videnskabernes selskab i Trondhjem.
Fra wikipedia:
Jens Esmark (oprindeligt Esmarch, født 31. januar 1763 i Houlbjerg i Jylland, død 26. januar 1839 i Kristiania) var en norsk mineralog, svigersøn af Morten Thrane Brünnich, far til Morten Thrane Esmark.Esmark blev student 1784 og påbegyndte medicinske og naturvidenskabelige studier; han gjorde i længere tid Hospitalstjeneste i København, indtil han på Sølvværksdirektør Brünnichs anbefaling blev sendt til Kongsberg for at studere geologi. Efter at have bestået geologieksamen og senere i København eksamener i jura og landmåling rejste han 1791 til Freiberg, hvor geologen A. G. Werner netop da samlede en masse tilhørere fra alle verdens Kanter til sin nye, neptunistiske lære, hvortil også Esmark sluttede sig. Esmakr blev et helt år og drog derpå ud på videre studieture til Bøhmen, Ungarn etc. Efter hjemkommen blev han i 1797 Overbjergamtsassessor i Kongsberg og 1802 lektor i Mineralogi, Fysik og Kemi ved det derværende Bjergseminarium. Da Sølvværket i 1805 blev nedlagt af regeringen, overtog Esmark sammen med nogle kolleger driften af en del gruber, et forsøg, hvis resultat ikke svarede til forventningerne. 1814 blev Esmark udnævnt til professor i Bjergvidenskab ved Kristiania Universitet. Esmark har skrevet flere arbejder om geologiske rejser og desuden om andre, dels videnskabelige, dels almennyttige især teknologiske emner. Han var den første i Norge, der med fuld Erkendelse af Bræernes Teori beskrev en Moræne (Lysefjords 1824), men han havde dog ikke den rigtige Opfattelse af Istiden, idet han henførte Tiden for den til Grundfjeldets. Han har givet de norske Bjergarter Spargmit og Norit deres Navne.
begravelse https://www.familysearch.org/ark:/61903/3:1:3QHV-13PG-ZS5X?cc=4237104&personaUrl=%2Fark%3A%2F61903%2F1%3A1%3A683H-J5GZ
Lauritz Esmarch, født 15.5.1765, død 1.11.1842 af alderdomssvaghed, blev dansk jurist 1795, landmåler 1796 og 1803 leder af Jyllands og Lollands landvæsenskontor. Han udarbejdede Historisk Efterretning om Sandflugten i Jylland, 1817 (tysk s.å.). 1819-20 udgav han Beretning om en Undersøgelse over Bornholms Mineralrige I-II. 1822 blev han kommitteret i rentekammeret hvorfra han afgik 1840. Kammerråd 1807. Justitsråd 1817. Etatsråd 1826. R. 1828. DM. 1841.
Musiktekniker Knud Erik ESMARCH
Ansat i Danmarks Radio