Født ca 1390 i Lendemark, Bülderup sogn, 2mil øst fra Tønder, Tønder Amt. Fra Gennem sit ægteskab blev han omkr. 1450 ejer af gården Haistrup, Slogs herred, Tønder amt.
Under en ålefangst i det vestige Bülderup, blev han dræbt med en slagterøkse af en karl, som han havde straffet for en forseelse. Han efterlod sig 4 børn, hvis efterkommere i 1616 talte over 600 personer
Peter Petersens ældste søn Henrik Petersen arvede Haistrupgård, som blev overdraget til hans søn Niss Henriksen af hans kone - Ellin fra Wollerup.
Se Niss Henriksen
Niss PETERSEN Gårdejer I Esmark
Jordbesidder i Esmark ca. 1450, jf. Chronik der familie Esmarch
Overtog Haistrupgård efter faderen.
Om Niss Henriksen, der var født i 1478, kan man læse følgende i Gyldendals Leksikon:
"Nis Henriksen, 1478-1554, herredsfoged. Begravet i Bylderup k. H. blev 1518 herredsfoged i Slogs hrd., Tønder amt, der hørte til den hertugelige del af hertugdømmet. 1523, da hertug Frederiks lejetropper havde øvet store grusomheder i Åbenrå og omegn fremkaldte dette en rejsning af bønderne i alle herrederne i Haderslev, Åbenrå og Flensborg amter til fordel for Christian II. De samledes på Urnehoved ting; men H. red ind imellem dem og forestillede dem det håbløse i en sådan kamp; vel måtte han forlade tinget forfulgt af øksehug og pileskud, men hans ord havde dog virket så meget at bønderne skiltes. Frederik I skal til belønning have tildelt ham visse rettigheder – hvis karakter er usikker – i forbindelse med Hajstrupgård der var en hertugelig fæstegård. Kongen skal også have gjort ham til "frimand", og han førte senere et slags adeligt våben. Han besad ejendomme bl.a. i Flensborg hvor han 1516 blev optaget i Frue købmandslag, nød stor anseelse og skildres som "ein verschlagenes Weltkind". Han blev stamfar til en talrig slægt."
Var Peter Petersens ældste søn og fik godset Haistrup.
Var arvebesidder i landsbyen Esmark. Gennem hans 5 sønner, jacob/jacobus, Claus, Paul, Peter og Niss, bredte slægten Esmarch sig.
Der foreligger ikke oplysninger om Peter Esmarch.
1610 myrdes borgmester Claus Esmark, formentlig af Jørgen Skytte, der var vildtskytte på Teglgården. Det er dog aldrig blevet bevist, idet Jørgen Skytte forsvandt efter mordet og aldrig blev fundet. Borgmesterfruen Anna Sofie Esmark viste ingen tegn på sorg, hvilket nærede mistanken om, at hun og hendes forældre Wulff og Margrete Kalund fra Løgumkloster havde bestilt Jørgen Skytte til at begå mordet. Borgmesterens svigerforældre torteres til at indrømme mordet og henrettes begge ved halshugning. Enken Anna Sofie Esmarks dømmes også til døden, men benådes og landsforvises fra Slesvig-Holsten [www.graenseforeningen.dk]
Ekstrakt fra H. V. Gregersersens biografi om Niels Heldvad, udgivet 1957 af Historisk samfund for Sønderjylland, nr. 17, p. 99-107:
”Mordet på Claus Esmarch
I begyndelsen af 1610 indtraf der i Åbenrå en begivenhed, som ikke alene formåede at sætte sindene i bevægelse i denne by, men som også vakte det stærkeste røre ud over hele egnen. For Niels Heldvads historie blev den ikke uden betydning, idet det var Johann von Wouwern, der fra Gottorp ledede undersøgelsen af sagen, ligesom de hovedanklagede i hvert fald tidligere havde hørt til Niels Heldvads nærmeste vennekreds, mens omvendt et par af de andre implicerede var at finde blandt hans bitre modstandere.
Provsten i Åbenrå, Johannes Generanus, har i disse vendinger givet eftertiden den bedste skildring af det forefaldne: »Da den velvise og velærværdige borgmester, Claus Esmarch, søndag den 22. april havde deltaget i altergangen og modtaget velsignelsen, begav han sig efter en hastig frokost til vogns på vej mod Løjt, men blev, mens kusken havde fjernet sig lidt, og han selv sad ene i vognen, ud fra et mig ukendt fjendtlighedens motiv på skillevejen i Langevad angrebet fra baghold af Jürgen Schütte fra Teglgården, som med et ildvåben af en eller anden art på en forbryderisk og tillige ynkværdig måde ramte ham i højre side og dræbte ham. Kusken Nis havde hørt lyden og kom snart tilbage til vognen, men borgmesteren udåndede efter at have sagt nogle få ord. Hans lig blev ført tilbage til byen og til hans hjem, mens mange stod og ynkedes ved dette sørgelige syn«.
Den myrdede havde været rådmand i Åbenrå siden 1605 og borgmester siden 1608. Med aldrig svigtende energi havde han i disse år virket for den lille bys trivsel, og det kan derfor ikke undre, at hans eftermæle, som det jo også fremgår af provst Generanus’ beretning, er blevet overordentligt smukt. Den medfølelse, som hans pludselige og voldsomme død har vakt, har selvfølgelig også fået mangt et mindre heldigt indtryk af denne mand til at blegne i folks bevidsthed.
Det betyder dog ikke, at hans fortid havde været pletfri. Han har i hvert fald ikke efterladt sig det allerbedste omdømme fra den tid, han havde haft sit virke blandt landbefolkningen omkring Åbenrå. I årene omkring århundredskiftet var han kommet til egnen som amtsskriver Wolf Kalundts sekretær og viste sig inden længe i denne bestilling som en mand, der i den frygtelige dyrtidsperiode behandlede egnens folk med den groveste hensynsløshed. Da amtets bønder i 1603 foranstaltede bondetoget til Gottorp slot (se side 78), var den »strenge« Claus Skriver ved siden af amtmand Frederik Ahlefeldt derfor den, som de alvorligste klager samlede sig om.
Han var kommet til egnen ved Wolf Kalundts hjælp, og snart ser man ham tillige som dennes svigersøn (i 1601). Mon ikke der har været en del beregning med i spillet ved indgåelsen af dette ægteskab? Den senere udvikling af forholdet kunde tyde på det, thi kun få år gik hen, inden hans forbindelse med familien Kalundt i kendelig grad var kølnet.
Efter bondetoget i 1603 blev det tydeligt nok Wolf Kalundt, der måtte undgælde for de fremsatte klager, idet han som amtsskriver forflyttedes til det daværende Løgumkloster amt, mens hans hidtidige sekretær blev hans efterfølger i Åbenrå amt. Men allerede i 1605, da amtmand Frederik Ahlefeldt blev sat fra sin bestilling, var også Claus Esmarchs dage som skriver på Brundlund talte. Det var fra nu af Åbenrå by, der fik gavn af hans ubestridelige dygtighed.
Og nu var han så pludselig blevet skudt ned, uden at man — som provsten netop fremhæver i sin omtale af sagen — kendte motivet til denne forfærdelige forbrydelse. Det varede naturligvis ikke mange timer, før rygterne svirrede ud over den ganske stad. Mads Paulsen, ejeren af Fladsten lige nord for Åbenrå, førte også dagbog i disse år, og han ved at fortælle, at »mange mener, at teglmester Jørgen Skytte skulde have ladet sig købe dertil for en sum penge«. »Og så i sandhed var«, tilføjede han senere, da han havde fået mere at vide om udviklingen i mordaffæren. Een ting stod imidlertid fast: efter alle solemærker at dømme måtte gerningsmanden have haft formående hjælpere.
I folkesnakken samledes mistanken ret hurtigt om den myrdedes svigerforældre, Wolf Kalundt og hans hustru Margaretha, der var en datter af den tidligere superintendent Paul von Eitzen. Alle og enhver vidste, at forholdet mellem svigersøn og svigerforældre havde været alt andet end godt, og desuden var det almindeligt kendt, at både Wolf Kalundt og hans hustru i årenes løb havde skaffet sig et utal af fjender på grund af deres talrige mere eller mindre ublu forretningsforetagender. Endnu i 1608 havde en række ansete mænd i Løgumkloster fremsat graverende klager både imod ham og hans kone. De blev ganske vist frikendt for de fleste forholds vedkommende, men til trods herfor lader det sig ikke nægte, at der efterhånden havde været både det ene og det andet at sige dem på.
Allerede den 30. april forlangte den myrdedes nevø, Claus Jacobsen Esmarch, på »alle tilhørende venners vegne« på Åbenrå byting straf over gerningsmanden og over alle, som havde bistået ham med råd og dåd. Den 7. maj, på tingets næste møde, udtalte et nævn på 24 mand sig om de rygter, der da var i omløb. »Alle og enhver i denne by, i amtet og andetsteds vidste«, hed det, »at Claus Esmarchs liv havde været truet i lang tid«.
Kort efter dette møde fængsledes derpå Wolf Kalundt og hans hustru, men forhørene over dem bragte intet for dagen, skønt »der var tilvejebragt stor formodning og kraftige indicier«, som der står at læse i et brev til hertugen. I hertugens svar den 11. maj tilrådes det de pågældende, der havde med sagen at gøre, nøje at overlægge sig, om deres formodning var stærk nok til, at man med føje kunde underkaste de arresterede tortur. I svaret på denne skrivelse har åbenråerne åbenbart ment, at anvendelse af tortur måtte anses for forsvarlig, og den 18. maj afsendtes et nyt hertugbrev med ordre om at fremtvinge en tilståelse ved hjælp af hårdhændede midler. Den gottorpske advokat, Joachim Bluting, beskikkedes derefter som forhørsleder.
Det var Johann von Wouwern, der på hertugens vegne affattede denne skrivelse, thi dagen efter meddelte han Hamburgs borgmester, Sebastian von Bergen, følgende: »Igår har jeg — jeg gruer og gider ikke tænke på det — givet ordre til, at afdøde superintendent og hofpræst Paul von Eitzens datter underkastes tortur. Anklagepunkterne mod hende og hendes datter er mangfoldige: barnemord, trolddom og skændigt kogleri og endelig det afskyelige mord på svigersønnen«. »Hendes mand har tilstået forbrydelsen og venter på sin straf«, påstår han lidt vel hastigt til slut.
Denne sidste påstand stemmer nemlig ikke overens med, hvad vi ellers er i stand til at få oplyst, og det er klart, at den kun dårligt passer sammen med den kendsgerning, at man i Åbenrå fandt det nødvendigt at underkaste dem begge to tortur for at fremtvinge deres tilståelse. Men endnu inden det pinefulde forhør kunde finde sted, var den lille bys borgere blevet yderligere så opskræmt, at ethvert sagligt forsvar for de to anklagede på for hånd måtte være dømt til at mislykkes, thi endnu samme dags formiddag, som Johann von Wouwern skrev sit nys anførte brev til Hamburg-borgmesteren, var Åbenrå blevet hjemsøgt af den voldsomste brandkatastrofe, som man nogensinde havde kendt magen til. Mange jævne borgere har ganske givet anset denne ildsvåde for den Almægtiges straf over det samfund, der havde huset en afholdt borgmesters mordere!
Anvendelse af tortur som oplysningsmiddel i straffesager strider som bekendt mod al nutidig retspraksis, og det vil derfor være noget letsindigt at slå sig til tåls med den officielle påstand om Wolf Kalundts og hans hustrus medskyld i mordet på deres svigersøn, sålænge den blot lader sig dokumentere på grundlag af en afskrift af protokollen over det pinefulde forhør.
Provst Johannes Generanus, fra hvem den eneste overleverede, samtidige skildring af mordsagen stammer, fortæller fra sit besøg hos de anklagede dagen før henrettelsen, at det ikke lykkedes forhørslederen, magister Bluting, at få Margaretha Kalundt til at aflægge en alvorlig tilståelse, mens derimod hendes mand, der tilsyneladende var brudt sammen under de pinefulde forhør, fastholdt, hvad han under tvang havde måttet tilstå, og derefter lod sig berette af provsten, idet han af den gejstliges tilstedeværelse var blevet klar over, at det nu lakkede mod enden.
Henrettelsen af Wolf Kalundt og hans hustru må under alle omstændigheder have været et frygteligt hårdt slag for et par af gottorperstatens hidtil førende familier. Navnene Kalundt og von Eitzen havde indtil da haft den allerbedste klang i den hertugelige residensstad. Det samme gjaldt også et navn som Cypraeus (Koppersmit); den i 1609 afdøde hertugelige rådsherre, juristen og historikeren Paul Cypraeus, havde været gift med en søster til Wolf Kalundts hustru. Det var derfor kun naturligt, at en af dennes fire kendte sønner, Nicolaus Cypraeus, var mødt frem i Åbenrå som forsvarer for de to anklagede slægtninge. Mon det har været helt tilfældigt, at hans to ældre brødre netop i disse år, hvor calvinismen vandt så stor indpas i deres fædreneby, havde taget ophold i udlandet?
Thi netop med udgangen af 1609 havde den gottorpske landskirkes trofaste vogter og værner gennem vanskelige år, Jacob Fabricius, måttet fratræde sit embede som generalprovst og søge til udlandet, fordi forholdene — som alt nævnt — helt siden 1605 gradvist var blevet forværrede. Foruden Johann von Wouwern havde en række indkaldte calvinister, især fra Hessen, opnået indflydelsesrige stillinger ved det gottorpske hof, og en af dem, en erklæret calvinist og dertil ved sin personlige færd ganske uværdig mand ved navn Philip Caesar, fik nu overdraget generalprovstens høje, kirkelige embede.
Det var Paul von Eitzens præsteed, der havde været hovedanstødsstenen for en tilbundsgående calvinisering af den gottorpske landskirke. Allerede i 1607 forelå der derfor en ny edsformular, som skulde træde i stedet. Den var udformet på en sådan måde, at den uden ændring kunde bruges ved en eventuel indførelse af calvinismen, idet alle de bekendelsesskrifter, der hidrørte fra Luther, var fjernede. Så længe Jacob Fabricius endnu havde haft indflydelse på udviklingen, kom den dog kun i brug i de hertugelige dele af Ditmarsken.
Man vil på denne baggrund forstå, at mordanklagen mod datteren og svigersønnen af ophavsmanden til den gamle præsteed må være kommet yderst belejligt for de calvinistiske råder i hertugens omgivelser. Mon der derfor skulde ligge en dybere personlig bekendelse i Johann von Wouwerns ord, når han i sit foran citerede brev fremhæver, at han »gruer og gider ikke tænke« på hele denne uhyggelige sag?
En omtrent samtidig affære kunde i høj grad tyde på, at Johann von Wouwern ikke gik af vejen for at anvende smudsige metoder, når det gjaldt om at sværte og vanære et medlem af slægten von Eitzen. Dr. jur. Paul von Eitzen, en søn af den gamle superintendent af samme navn (og altså Margaretha Kalundts broder), blev nemlig i 1610 stillet under offentlig anklage for at have haft et utilbørligt forhold til et berygtet kvindemenneske ved navn Engel Janckens. De var blevet overrasket i en have af Johann von Wouwerns tjener, Berend Nobis, og tre andre, hvorefter den hidtil så højt agtede doktors offentlige skandalisering kun var et spørgsmål om tid. Men ikke nok med det blev hans ejendomme i Eiderstedt konfiskerede.
Selv om dr. Paul von Eitzen vedgik sin skyld, mente han ikke, at straffen stod i et rimeligt forhold til den misgerning, han så letsindigt havde begået, men den hertugelige rets afgørelse kunde han ikke få omstødt. Han henvendte sig derfor — meget betegnende for situationen — til hertuginde Augusta og beklagede sig over for hende, særligt over amtmand Hinrich von Bockwold, Johann von Wouwern, kansler Nicolaus Junge og Hieronymus Müller, fordi ingen af dem havde villet modtage et bønskrift til hertugen. Han påstod videre, at især Johann von Wouwern var hans fjende, og at han havde været offer for et komplot, som denne havde anstiftet, idet Johann von Wouwerns mest trofaste tjener Berend Nobis havde købt den letfærdige kvinde til at forføre ham og de tre mænd til at optræde som vidner.
Sagen fik det interessante udfald, at dr. Paul von Eitzen til sidst så sig nødsaget til at klage til Christian IV i hans egenskab af »summus episcopus«, det øverste kirkelige overhoved, for Slesvig stift, og at den danske konge har delt dr. Paul von Eitzens opfattelse af sagens udfald, fremgår af, at han henstillede til hertugen at tage sagen op til fornyet behandling.
På baggrund af hele det calvinistiske rænkespil ved gottorperhoffet kan det ikke vække forbavselse, at Niels Heldvad overalt i sit forfatterskab er så mærkelig stille om Wolf Kalundt og hans hustrus skæbne. Er det mon blot for gammelt venskabs skyld, af veneration for den gamle superintendent — eller skyldes det mon ikke snarere en følelse af, at det ikke er gået helt rigtigt til ved denne proces? Vi ved det ikke, men hans tavshed er i høj grad påfaldende.
For ham var denne sag nemlig ikke uden personlig interesse, eftersom den også ramte et par af hans åbenlyse fjender. Ifølge retsakterne indrømmede Wolf Kalundt og hustru — dog først efter pure at have nægtet noget sådant — at de havde haft bestemte aftaler om iværksættelsen af mordet med den nye præst i Hellevad og Egvad, Jørgen Lund, og med den ilde berygtede herredsfoged i Bedsted, Bertram Jensen.
At der har været en forbindelse mellem de to sidstnævnte, er meget vel tænkeligt, thi det ser ud til, at mølleren i Hellevad, Bertram Jensens svoger, har haft en del at sige om, hvem der skulde være Niels Heldvads efterfølger. Men om deres forhold til Wolf Kalundt oplyser kildestoffet, hvad Bertram Jensen angår, kun at han engang havde været hans fjende. Selv om det var en sag, som lå helt tilbage til 1602, er det vel næppe sandsynligt, at Wolf Kalundt og hans hustru skulde have betroet forbryderiske planer til en mand, med hvem de tidligere havde ligget i bitter strid.
Da det er myndighederne, der tager initiativet til at udspørge de to hovedanklagede om deres formentlige forbindelser med præst og herredsfoged, må beskyldningen om disse mænds meddelagtighed i forbrydelsen være kommet andetsteds fra og uden forbindelse med arrestationen af Wolf Kalundt og hans hustru. I virkeligheden synes de to ægtefæller først under torturens pres at være blevet gjort opmærksomme på, at Berfram Jensen og Jørgen Lund var implicerede i mordet på Claus Esmarch. Hvorfor skulde de ellers nægte at kende noget til denne sammenhæng? Tilmed på et tidspunkt, da deres egen sag alligevel måtte anses for tabt!
Det må antages (og det synes da også at fremgå af Fladstendagbogens lakoniske meddelelse), at opmærksomheden først er blevet henledt på dette komplot, da Jørgen Lund pludselig flygtede bort fra sine kirker. Han blev pågrebet i Flensborg, hvor han den 22. oktober måtte undgælde for sin forbrydelse, idet han blev halshugget på Kobjerget i udkanten af denne bys enemærker.
Bertram Jensen slap langt billigere. Han havde ellers forstrakt morderen med penge og ovenikøbet ydet ham husly under flugten, men ikke desmindre nøjedes man med at idømme ham en bøde på 1000 rdl., der endda senere blev nedsat til 500 rdl. Efter sagens afslutning var herredsfogeden dog trods alt en knækket mand. Elleve måneders sygdom gik forud for hans død den 22. maj 1611.
Det var Johann von Wouwern, der fra Gottorp havde haft hånd i hanke med hele denne proces, fordi han i tiden efter amtmand Otto von Qualens embedsnedlæggelse i 1609 havde fungeret i amtmands sted. Det blev derfor også ham, der varetog Claus Esmarchs efterladte formue. Nogen forbindelse med den myrdedes familie må han dog også have haft, eftersom man ved hans død ét par år senere findes en Thomas Esmarch blandt hans »tjenere«.
Mon ikke en så omstridt person som Niels Heldvad har kunnet prise sig lykkelig over, at han som følge af fordrivelsen fra embedet i Hellevad-Egvad på forhånd har været afskåret fra at kunne blive inddraget i hele denne højst dramatiske proces? Hans personlige forhold til en så hensynsløs herre som Johann von Wouwern var jo af en sådan art, at han har ikke haft noget godt at vente fra den kant. Thi man kan vist roligt fastslå, at der ingen grænser er for, hvad man vil kunne komme til af resultater ved en skånselsløs og vilkårlig anvendelse af tortur!”
Formodentlig død ung (O.H. Mollers genalogiske tabeler)